Udbud.dk – danske offentlige udbud, entrepriseret, udbudsret

12. april 2012

Med virkning fra 1. april 2012, er der gennemført en bekendtgørelse, der medfører at alle danske offentlige udbud skal annonceres via portalen udbud.dk. Dette gælder både ved indkøb af varer og tjenesteydelser.

Herefter skal følgende kontrakter annonceres via portalen:

Offentlige varekøbskontrakter, hvis værdi overstiger kr. 500.000, men er mindre end de aktuelle tærskelværdier i udbudsdirektivet (henholdsvis kr. 968.383 for statslige kontrakter, og kr. 1.489.820 for regionale eller kommunale kontrakter).

Offentlige tjenesteydelseskontrakter omfattet af udbudsdirektivets bilag II A, hvis værdi overstiger 500.000 kr., men er mindre end de aktuelle tærskelværdier i udbudsdirektivet (henholdsvis kr. 968.383 for statslige kontrakter, og kr. 1.489.820 for regionale eller kommunale kontrakter). Dette er bl.a. vedligeholdelses- og reparationsarbejder, edb-tjenesteydelser, arkitekt- og rådgivende ingeniørvirksomhed.

Offentlige tjenesteydelseskontrakter omfattet af udbudsdirektivets bilag II B, hvis værdi overstiger kr. 500.000.

Dog vil annonceringspligten ligeledes anses opfyldt, hvis man har valgt at offentliggøre et indkøb, der hører under tilbudsloven, ved en EU-udbudsbekendtgørelse.

Desuden kan man via udbud.dk, offentliggøre bl.a. EU-udbud i stedet for via TED, offentliggøre licitationer af bygge- og anlægsopgaver mv.

For dig som entreprenør, er dette en overskuelig måde, at samle information og oplysninger om aktuelle udbud og licitationer, af interesse for netop din virksomhed.

Har du spørgsmål til artiklen, udbudsreglerne, eller behov for juridisk rådgivning i forbindelse med mangelsager eller entreprisesager, skal du blot kontakte advokat Claus Winther Jensen på cwj@lr-p.dk eller på tlf. 79 25 30 00.