Arbejdsgiver er forpligtet til at tilbyde forlængelse af elevaftaler til gravide/barslende elever.

27. januar 2015

 

Den 21. januar 2015 afsagde Højesteret dom i en sag (Sag 180/2013) omhandlende fortolkningen af erhvervsuddannelseslovens § 58.

Bestemmelsen omhandler blandt andet gravide elevers ret til forlængelse af uddannelsesaftaler, som følge af barsel.

Højesteret fortolker erhvervsuddannelseslovens § 58 på en sådan måde, at arbejdsgiveren ifølge loven er forpligtet til at tilbyde forlængelse af en uddannelsesaftale, såfremt den gravide/barslende elev ønsker dette.

Det følger blandt andet af uddannelsesaftalens uopsigelighed, at en sådan aftale ikke kan opsiges begrundet i elevens graviditet, derfor løber aftalen uændret under graviditeten/barslen.

Når aftalen løber under barslen kan det medføre, at elevtiden ikke er lang nok til, at eleven har mulighed for at tilegne sig den nødvendige viden.

Det forhold, at en gravid/barslende elev således stilles dårligere end en ikke gravid, strider imod ligebehandlingsloven.

Højesteret kom på bagrund heraf frem til at en gravid/barslende elev har krav på den fornødne forlængelse, såfremt det graviditetsbetingende fravær tilsiger det.

Såfremt eleven og arbejdsgiveren ikke i mindelighed kan nå frem til en passende forlængelse, kan sagen af hver af parterne indbringes for det faglige udvalg, som herefter fastsætter en passende forlængelse.

Forpligtelsen til at søge afklaret, om eleven ønsker forlængelse påhviler arbejdsgiver, uanset om det synes mest naturligt, at den der ønsker forlængelse, tager initiativet.

En tilsidesættelse af reglerne om forlængelse på baggrund af graviditet og barsel, er som ud-gangspunkt en overtrædelse af ligebehandlingsloven, og berettiger den forskelsbehandlede part til en godtgørelse på cirka 6 måneders løn.

I samme sag udtalte Højesteret, at der ikke samtidig med godtgørelse efter ligebehandlingsloven også skulle udmåles godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, da eleven allerede efter forskelsbehandlingsloven var godtgjort for samme forhold.

De erhvervsdrivende, der har gravide/barslende elever, er herefter forpligtede til på eget initiativ at undersøge, om eleven ønsker elevaftalen forlænget, og såfremt der ikke kan opnås enighed at indbringe sagen for det faglige udvalg.

Dommen kan ses i sin fulde længde på Højesterets hjemmeside.

Indholdet af dette nyhedsbrev kan ikke træde i stedet for egentlig juridisk rådgivning, og vi opfordrer derfor altid til at søge advokat.

 

Vil du vide mere?

 

Christian Buhl Christiansen
Advokat

Tlf.: 79 25 30 10
Mail: cbc@lr-p.dk

Læs mere om Christian her