Anciennitetsbestemt fratrædelsesgodtgørelse til funktionærer ændres fra 1. februar 2015

4. februar 2015

Fra 1. februar 2015 ændres funktionærlovens § 2a, omhandlende anciennitetsbestemt fratrædelsesgodtgørelse.

Ændringen består i, at det i den tidligere § 2a var anført. at en medarbejder med den nødvendige anciennitet ikke var berettiget til udbetaling af anciennitetsbetinget fratrædelsesgodtgørelse, såfremt der ved fratrædelsen kunne ske udbetaling fra en arbejdsgiverbetalt alderspension.

Denne bestemmelse og den afledte praksis stred imod EU-retten, da der ud fra et EU-retligt perspektiv skulle ske udbetaling, såfremt den erhvervsmæssige karriere blev forfulgt.

Dette har medført et stort antal sager, som lovændringen nu skal gøre op med ved at forenkle reglerne.

Fra den 1. februar 2015 opnår funktionærer med henholdsvis 12 og 17 års anciennitet ret til en godtgørelse på 1 eller 3 måneders løn ved arbejdsgiverens opsigelse eller uberettiget bortvisning. uanset om der samtidig kan opnås udbetaling fra en arbejdsgiverbetalt alderspension.

Det er således fra den 1. februar 2015 uden betydning om funktionæren går på pension eller fortsætter sin erhvervsmæssige karriere efter fratræden.

Regelændringen medfører, at alle funktionærer, der er opsagt forinden den 1. februar 2015, men først fratræder efter den 1. februar 2015, behandles efter de gamle regler.

Funktionærer, der efter den 1. februar 2015 opsiges, skal behandles efter de nye og forenklede regler.

Dette nyhedsbrev er alene vejledende og kan ikke træde i stedet for egentlig juridisk rådgivning, vi opfordrer derfor til at søge advokat, såfremt du kan blive berørt af lovændringen.

Vil du vide mere?

 

Christian Buhl Christiansen
Advokat

Tlf.: 79 25 30 10
Mail: cbc@lr-p.dk

Læs mere om Christian her