Ny markedsføringslov. Nye muligheder

1. maj 2017

Snart får erhvervsdrivende lidt bedre vilkår i markedsføringen. Det sker, når den nye markedsføringslov træder i kraft den 1. juli i år.

Den nye markedsføringslov rummer ikke ligefrem nogen revolutioner på området og er nærmere en omskrivning af den gældende. Men i § 10, stk. 2 findes den nok mest interessante detalje; muligheden for at markedsføre ”egne tilsvarende produkter” øges.

Erhvervsministeren giver følgende eksempler på anvendelsen af § 10:

”... Når en bilforhandler har solgt en bil til en kunde, vil markedsføring af service og reparation til bilen, hvis det foretages af bilforhandleren selv, være omfattet af bilforhandlerens »egne tilsvarende produkter«. Syn af bilen foretaget af andre virksomheder vil ikke være omfattet af bilforhandlerens »egne tilsvarende produkter«.

Et andet eksempel kan være, at hvis en virksomhed har solgt garn til en kunde, vil strikkepinde, hæklepinde og andet tilbehør til strikkegarn, som virksomheden selv sælger, være »egne tilsvarende produkter«.”


Forbrugeren skal dog give samtykke og vide, at henvendelsen vil ske, når den erhvervsdrivende får mailadressen. Husk at en mailadresse er en personoplysning omfattet af persondataloven og snart persondataforordningen. Den skal derfor behandles med stor omtanke – også for den erhvervsdrivendes egen skyld. Det er altid den markedsførendes pligt at kunne dokumentere frivillig og informeret samtykke skriftligt.

Husk at forbrugerombudsmanden anser samtykket som værende bortfaldet, hvis det ikke har været brugt i ét år.

Ændringerne i markedsføringsloven er foretaget, fordi EU mente, at den gældende markedsføringslov stred mod EU-direktivet på området.
 

Kontakt advokat Christian Buhl Christiansen, hvis du har spørgsmål eller behov for rådgivning. M : 29 29 89 84

Vil du vide mere?

 

Christian Buhl Christiansen
Advokat

Tlf.: 79 25 30 10
Mail: cbc@lrp.dk

Læs mere om Christian her