Analyse: Hver anden dansker ønsker et testamente

25. september 2018

Analyse: Hver anden dansker ønsker et testamente

Mere end hver anden dansker har skrevet testamente eller har til hensigt at gøre det. Det viser en national undersøgelse, der dog også noterer et skel mellem ønsket om at testamentere – og så rent faktisk at gøre det. 

Over halvdelen af danskerne vil gerne skrive testamente og på den måde selv bestemme, hvad der kommer til at ske med den arv, de efterlader sig. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget i samarbejde med Det Gode Testamente.

”Det er særdeles positiv læsning, at så mange ønsker at skrive testamente. Det viser, at flere har fået øjnene op for fordelene ved selv at bestemme, hvem eller hvad deres penge og ejendele en dag skal overdrages til,” siger projektleder i Det Gode Testamente, Dorte Hee. 

Det Gode Testamente er et samarbejde mellem 33 velgørende organisationer, herunder Kræftens Bekæmpelse, Folkekirkens Nødhjælp og Dyrenes Beskyttelse, der er gået sammen for at vejlede og inspirere til at skrive et godt, personligt testamente.

Ifølge undersøgelsen ønsker hele 54 procent af danskerne et testamente. Og flest svarer, at det er hensynet til deres børn og lysten til at give bestemte effekter videre til særlige arvinger, der motiverer. Alligevel viser undersøgelsen, at kun 19 procent har fået testamentet skrevet.

De relativt få danske testamenter kan blandt andet forklares med utryghed ved at tage stilling til døden. Det mener antropolog og afdelingsleder hos Niras, Gertrud Øllgaard, der har været med til at undersøge danskernes tanker om testamentering: 

”Mange føler, at de ved at undlade at testamentere, opretholder en form for naturlig balance, hvor fordelingen af arven sker, som samfundet har tænkt det. På den måde føler de også, at de undgår, at pårørende efterfølgende bliver sure over fordelingen. Mange bryder sig heller ikke om at se døden i øjnene. Flere beskriver endda en følelse af at bringe døden tættere på, fordi det nu bliver et spørgsmål om, når jeg dør, og ikke hvis jeg dør,” fortæller hun.

Gertrud Øllgaard gør dog opmærksom på, at den store andel af danskere, der ifølge Analyse Danmarks resultater er positivt stemt over for at skrive testamente, kan være tegn på et opbrud i danskernes indstilling til at testamentere. Og hos Det Gode Testamente giver udviklingen anledning til en opfordring:

”Der er kommet fokus på arv som relevant emne, og på baggrund af analyseresultaterne vi vil gerne opfordre til at følge de gode intentioner op med handling. Vores oplevelse er, at det skaber ro og balance i tilværelsen at få skrevet et personligt testamente, der afspejler ens hjertesager, og det ønsker vi at hjælpe med. Uden et testamente er det arveloven, der dikterer arvefordelingen, og så er man altså uden indflydelse,” siger Dorte Hee.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget af Analyse Danmark i perioden fra den 17. april 2018 til den 24. april 2018 blandt 1.077 18+ årige danskere. Data er vægtet på køn, alder og region i henhold til Danmarks Statistiks fordelinger.  

FAKTA OM DET GODE TESTAMENTE:

Det Gode Testamente er et samarbejde mellem 33 velgørende organisationer i Danmark. Organisationerne er gået sammen for at få flere danskere til at skrive testamente og give noget godt videre. Det Gode Testamente står bag hjemmesiden http://www.detgodetestamente.dk, hvor der kan hentes inspiration og gratis juridisk rådgivning.