Fradrag for udgifter til advokat

Har man i forbindelse med en erstatningssag haft udgifter til hjælp fra en advokat, kan man i visse tilfælde have ret til fradrag for disse advokatudgifter. 

Muligheden for at opnå fradrag for sine udgifter til advokat følger af Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ifølge denne bestemmelse kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. 

Det betyder, at hvis du med hjælp fra en advokat opnår en erstatning, der er skattepligtig og dermed indgår i den skattepligtige indkomst, kan du i nogle tilfælde få skattefradrag for de udgifter, du har haft til advokaten.

Det er kun udgifter til opnåelse af erstatning, der er skattepligtig, der kan medføre fradrag. Det er imidlertid ikke nok til at opnå fradrag, at erstatningen er skattepligtig. Retten til fradrag afhænger nemlig af arten af erstatningen og ikke måden, hvorpå erstatningen udbetales. Sagt på en anden måde er det en nødvendig men ikke en tilstrækkelig betingelse til at opnå fradrag, at erstatningen er skattepligtig.  

Som eksempler på erstatningsbeløb, der er skattepligtige, kan nævnes tabt arbejdsfortjeneste, udbetaling af løbende ydelser for midlertidigt erhvervsevnetab i arbejdsskadesager og løbende skattepligtige udbetalinger fra en erhvervsudygtighedsforsikring via et pensionsselskab.  

Udgifter til advokatbistand forbundet med udbetalinger af andre ikke-skattepligtige erstatningsbeløb, såsom godtgørelse for svie og smerte og varigt mén samt engangsbeløb i form af erstatning for erhvervsevnetab m.v. kan ikke fradrages.  

I forhold til de skattepligtige erstatningsbeløb er det afgørende, om erstatningen vedrører den skadelidtes løbende indkomsterhvervelse eller selve grundlaget for indkomsterhvervelsen.

Landsskatteretten har i en afgørelse fra 2020 fundet, at udgifter til advokatbistand afholdt med henblik på at opnå erstatning for erhvervsevnetab for en arbejdsskade (dvs. en skattepligtig løbende ydelse) ikke gav fradragsret, idet erstatningen vedrørte selve grundlaget for indkomsten og ikke den løbende indkomst. Det var ifølge Landsskatteretten ikke afgørende, om erstatningen blev udbetalt som en løbende ydelse eller ej.

Landsskatteretten stadfæstede herved Skattestyrelsens afgørelse, hvori det var præciseret, at erstatning for erhvervsevnetab er en erstatning for tabet af indtægtsgrundlaget i modsætning til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er en erstatning for manglende løbende indtjening. 

I en anden sag fra Landsskatteretten om udbetaling af bl.a. invalidepension fra en erhvervsudygtighedsforsikring via et pensionsselskab blev der truffet afgørelse om, at fradrag for udgifter til advokat ikke kunne godkendes. Igen var begrundelse, at erstatningen var for tab af erhvervsevne, og dette vedrørte grundlaget for indkomsten (indkomstkilden) og ikke erhvervelsen af den skattepligtige indkomst. Udgiften til advokat var således afholdt med henblik på at opnå erstatning for tab af erhvervsevne, dvs. selve indkomstgrundlaget, og gav derfor ikke ret til fradrag. 

Det betyder, at Landsskatteretten har afgjort, at der IKKE er fradrag for udgifter til advokatbistand i sager om erstatning for tab af erhvervsevne, hverken som led i en arbejdsskadesag eller som led i en sag om udbetaling af invalideydelse fra en erhvervsudygtighedsforsikring via et pensionsselskab. 

På baggrund heraf må det konkluderes, at der alene kan opnås fradrag for udgifter til advokat i sager om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. 

I praksis vil det ofte være sådan, at man får hjælp til hele sin erstatningssag af en advokat. Udgiften til advokatbistanden vil derfor som oftest vedrøre både erstatningspligtige og ikke-erstatningspligtige beløb. Af de erstatningspligtige beløb vil nogle endvidere være fradragsberettigede, mens andre ikke er fradragsberettigede beløb. I sådanne tilfælde må der foretages en fordeling af, hvor stor en andel af advokatudgiften, der vedrører den skattepligtige fradragsberettigede del (tabt arbejdsfortjeneste), og hvor stor en del der dels udgør den skattepligtige ikke-fradragsberettigede del og dels udgør den ikke-skattepligtige del af erstatningen. 

Dette gøres i praksis ved, at man opgør, hvor stor en del af den samlede erstatning, den skattepligtige fradragsberettigede erstatning udgør. Man kan herefter som udgangspunkt få fradrag for advokatudgifter i samme forhold. 

Dette illustreres bedst med et eksempel:

Hvis en skadelidt får en samlet erstatning for et trafikuheld indtruffet i fritiden på kr. 2,5 mio., hvoraf tabt arbejdsfortjeneste udgør kr. 500.000, dvs. 1/5 af den samlede erstatning, vil den skadelidte kunne få fradrag for 1/5 af den samlede advokatudgift. 

Ofte vil en opnået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedrøre flere indkomstår. I et sådant tilfælde kan udgifter til advokat og dermed fradraget fordeles ud på de forskellige indkomstår. Man kan som udgangspunkt få genoptaget sin selvangivelse/årsopgørelse 3 år tilbage. 

Konklusionen er derfor, at man kan få fradrag for udgifter til advokatbistand, forudsat at bistanden vedrører erhvervelsen af indtægt, som er skattepligtig, og ikke vedrører grundlaget for indkomsterhvervelsen. Fradrag for udgifter til advokat er dog omfattet af en bundgrænse på 6.700 kr. årligt (2023), hvilket betyder, at der alene kan opnås fradrag for udgifter, der overstiger denne bundgrænse.